Om mig
Om mig
Mit navn er Petra Patzwaldt, jeg er 40 år og mor til tre dejlige børn. Som navnet kan give indikation på, er jeg født og opvokset i Tyskland, men fandt kærligheden, da jeg kom til Danmark for at blive lærer, og blev. Jeg forelskede mig hurtigt i mit nye hjemland. Nogle år senere besluttede jeg mig for at blive psykolog og blev færdiguddannet fra Aarhus Universitet i 2009.
I over 20 år har jeg arbejdet med mennesker med forskellige vanskeligheder og samlet erfaringer inden for forskellige områder. Det har dog nok altid interesseret mig allermest, hvordan vi som mennesker bliver formet af de omstændigheder, vi befinder os i - og hvordan jeg som fagperson kan hjælpe og støtte de mennesker, jeg arbejder med. Derfor er det nok ikke så underligt, at jeg er havnet inden for psykotraumatologien som mit specialområde som mit specialområde, dvs, alle problemstillinger inden for stress og traumer.
Hvis du ønsker hjælp til dit barn, kan du kontakte Børn & Unge Kliniken Aalborg.
Dét kendetegner mig
Som psykolog tror jeg på vigtigheden i at bygge bro. Det handler ikke blot om de rette værktøjer, men også om menneskets personlige egenskaber samt min passion for arbejdet for og med mennesker. Sammen kan vi meget mere! Jeg ønsker at støtte de mennesker, der oplever at være havnet i oprevede og stormende farvande. Her kan det være svært at gennemskue vejen hjem og vi kan have brug for et fyrtårn, der viser den rigtige retning.
Gennem mit arbejde tilbyder jeg kreative og nogle gange også underholdende psykologsamtaler. Jeg tror på, at forløb, skal stimulere det nysgerrige barn i os for at vi kan udvikle os. Denne form for behandling sker ud fra min overbevisning om, at vi alle gør vores bedste hver eneste dag og udvikles i samvær med andre. Vi stimuleres nemlig især gennem leg, kreative aktiviteter, begejstring og udveksling af følelser, tanker og idéer. Udover at have mit arbejdsliv som passion og interesseområde, kan jeg godt lide at læse gode bøger og opholde mig i naturen - gerne i selskab med mine børn, min familie og min hund.
Erfaring
Som menneske elsker jeg at have mange bolde i luften og mine interesser spænder bredt. Gennem en del år har jeg arbejdet med børn-, unge- og familieområdet, kriser og traumer, supervision, ledelse og udvikling af nye ideer.
Jeg har bl.a. hjulpet min dygtige og inspirerende kollega Anne Haven, som er tale- og hørekonsulent, med at udvikle dialog- og brætspillet “Galaxy Rebels” til børn og unge med høretab. Her kan du finde og bestille spillet: Materialecentret - Center for visuelle og auditive specialundervisningsmaterialer.
Derudover er jeg meget engageret i Røde Kors’ indsats omkring psykisk førstehjælp og den psykosociale indsats i, under og efter akutte situationer.